
To års indsats giver resultat i Ghana
Det begyndte på Dana Cup i Hjørring i 2014. Nu – to år senere – viser en helhjertet indsats fra den tidligere Fortuna Hjørring- anfører, landsholdets Sofie Junge Pedersen, store resultater i Ghana.
Det er 23-årige Sofie Junge Pedersen, der trækker læsset, og samarbejder med DGI Midtjylland. I den anden ende af projektet er der i det nordlige Ghana etableret et pigefodboldhold.
Det er sket i tæt samarbejde med den ghanesiske organisation YOPP, der står bag et udviklingsprojekt i området.
Formålet med YOPP Girls er at tilskynde flere piger til at deltage i sport.
Piger i Ghana er pga. tradition og religion ofte er blevet nægtet muligheden for at dyrke sport. Projektet er med til at forstærke deres sociale, økonomiske og samfundsmæssige udvikling, hvilket vil komme hele det ghanesiske samfund til gode.
Holdet består af de bedste pigespillere fra de ni YOPP-landsbyer, som udover at opnå personlig udvikling skal fungere som rollemodeller for andre piger. Pigerne deltager i forskellige turneringer, ligesom de under træningssamlinger modtager undervisning i fag som engelsk, matematik og samfundsfag. Og det er altså dette hold, som Dana Cup støtter.
Sofie, der nu spiller for Malmø-klubben FC Rosengård, har i december været i Ghana, for endnu engang at opmuntre de ghanesiske piger.
Hun kan konstatere en fantastisk positiv udvikling.
Sofie har sendt et rejsebrev til Dana Cup:
Ghana december 2015
Jeg var i Ghana fra den 2. til den 21. december. Den 11-13. december havde YOPP Girls' ansvarlige træner, Alhassan, arrangeret camp for YOPP Girls i landsbyen Dalun med ca. 7000 indbyggere. Landsbyen er blot én af de ni landsbyer, hvor pigerne fra YOPP Girls kommer fra. Pigerne havde været i skole hele dagen, så de 27 piger kom lidt efter lidt til campens første træning, der startede kl. 16.
Vi trænede indtil kl. 18, og selv om det havde været en lang dag for pigerne og nogle havde rejst langt fra deres respektive landsbyer, var der god energi i træningen. Jeg kunne sagtens fornemme, at de var glade for at komme. De gav hinanden krammere, og der var masser af smil.
Efter træningen gik vi lidt over en halv kilometer fra Dalun til Simli Center, som er nogle bygninger, der bruges til indkvartering af studerende fra Ghana og frivillige fra hele verden. Pigerne fik to store rum med køjesenge og madrasser. Der blev valgt hold til at lave mad, og pigerne spiste aftensmad før det var sengetid.
Næste morgen startede træningen kl. 8 i Dalun. Træningens fokus var at blive retvendt, så der blev trænet vendinger i stor stil. Efter træningen var det tilbage til Simli Center hvor pigerne spiste frokost, sov og hyggede sig. Kl. 15.30 var der igen træning i halvanden time, hvorefter pigerne badede og gik hen til det lokale marked. De blev kørt til Simli Center fra markedet i en "motorking", som er en motorcykel med en lille trailer på – men de formåede at skubbe sig sammen så der var ca. tyve piger på.
Så var der aftensmad og hygge. Jeg boede i en hytte lige ved siden af pigernes rum, og det var skønt at komme på besøg og se pigerne danse, lave sjov med sminke, spille musik og hygge sig. Netop lige som jeg husker de fodbold-camps, jeg selv har været på.
Træningen startede kl. 8 næste morgen. Selv om pigerne nu havde trænet tre gange på halvandet døgn kunne de sagtens finde kræfter til den sidste halvanden time, hvor fokus var at lave oppres før man spiller bolden. Noget af dét vi havde trænet meget, nemlig at fastholde bolden indenfor sit eget hold, kunne jeg tydeligt se en forbedring i i forhold til den første træning.
Efter træningen vaskede pigerne deres tøj, spiste frokost og så rundede vi campen af.
Vi aftalte, at de skulle være forbilleder for andre piger hjemme i deres landsbyer og tage med sig hjem, hvad de havde lært på campen. Det er ét af målene med oprettelsen af YOPP Girls. Jeg fortalte også, at jeg havde set en tydelig udvikling i forhold til for et halvt år siden, da jeg sidst havde været der.
I Simli Center holder den lokale radiostation til, og hele holdet gik til sidst over for at være med i et indslag. Alhassan, jeg og ca. 10 piger fortalte om campen, og mens vi var direkte igennem ringede radioværtens telefon mange gange – det var åbenbart opringninger fra folk, der gerne ville stille spørgsmål til pigerne.
Vi blev enige om at anvende radioen endnu mere til at fortælle folk i området om, hvor godt det er, at piger spiller fodbold. Det var en stor oplevelse for holdet at være med i et radioindslag. Derefter fik pigerne tildelt penge til bussen hjem til deres landsbyer.
Det er helt tydeligt, at det betyder meget for pigerne at være en del af YOPP Girls. De smiler, griner, kæmper hårdt og vil gerne udvikle sig.
Campene giver også pigerne mulighed for at få et frirum fra dagligdagen, hvor de har mange pligter i deres hjem.
Selvtillid, sundhed, samarbejde og frem for alt en tro på, at piger må og kan spille fodbold ligesom drenge, opnås gennem deltagelse i YOPP Girls aktiviteter, og holdet er allerede kendt udenfor landsbyerne.
Ved holdets deltagelse i turneringer, de såkaldte "Unity Games", får holdets hovedansvarlige, Alhassan, således mange henvendelser fra piger, der ønsker at være en del af YOPP Girls. Holdet fungerer derfor rigtig godt som forbillede.
Sofie Junge Pedersen