fbpx
>
22. - 27. JULI 2019 - HJØRRING - DANMARK
Bjergby

 Dana Cup giver godt sammenhold

 Bjergby-Mygdal Idrætsforening (BMI)er en af de rigtig mange lokale idrætsforeninger, der hvert år er med til at skabe det fundament af frivillige, som Dana Cup virker på og er afhængig af. Hver af de foreninger, der stiller deres hjælp og faciliteter til rådighed for verdens tredje største fodboldturnering for ungdomshold, tjener penge på at hjælpe. Det er en gevinst, som luner godt i klubkassen, men der er også andre gevinster, som er lige så vigtige.

- BMI har været med næsten siden 1982, så vi har en lang tradition for at arbejde sammen med Dana Cup. Udover de rare penge, som vi får for vores indsats, skaber Dana Cup et meget stort sammenhold i vores forening. Vi har omkring 80 frivillige, som besætter 110 vagter, og de fleste hjælpere er gengangere, som har brugt en uge af deres ferie i mange, mange år. Mange af hjælperne har naturligvis en tilknytning til BMI, men andre har valgt at hjælpe for foreningens og byens skyld. Vi har eksempelvis en flok pensionister, som kalder sig De Grå Mænd, der løser en række opgaver, fortæller klubformand Søren H. Kristensen.

- Dana Cup giver os en enestående mulighed for at skabe en tæt kontakt med forældrekredsen, men de fleste har deres børn med på vagterne, så allerede fra en meget ung alder bliver byens børn og unge vænnet til, at de gerne må hjælpe til under Dana Cup, og vi har overhovedet ingen problemer med at finde frivillige, siger formanden.

Indtægterne fra Dana Cup administreres af BMIs hovedbestyrelse, således at alle afdelinger får glæde af pengene, der typisk bliver brugt til udenlandsrejser for de unge medlemmer.

Pin It
SponsorBar