VIP Coach Lounge succes fra dag ét
For år tilbage etablerede Dana Cup et fristed for trænere og ledere bag Dana Cup Sports Center. Væk fra det hektiske liv på centerområdet. Stedet blev aldrig den helt store succes – måske fordi man netop var for langt væk fra alt, der sker i området.
Derfor er der i år etableret en VIP Coach Lounge midt i orkanens øje, placeret mellem Fortuna klubhus og Hjørring IFs klubhus klods op ad banerne 18 og 10.
- Vi kan da konstatere, at den nye lounge er blevet en succes fra dag ét med masser af mennesker på terrassen med udsigt direkte ud til banerne, konstaterer Ahmad, der er et af de faste ansigter, som gæsterne kan møde i loungen hele ugen.
- For at få adgang til loungen er det nødvendigt at have et særligt VIP-armbånd. Til gengæld kan gæsterne nyde gratis kaffe, frugt og chokolade. Desuden er det muligt at købe eksempelvis sodavand og andre forfriskninger, tilføjer han.
VIP Coach Lounge er åben hver dag fra kl. 9 til 20.
![]()















