Indisk hold: It’s not only about football

22. jul 2015
Indien2015

 Indisk hold: "It's not only about football"

 Efter at have spillet turneringer i både Finland og Norge de seneste år deltager Young Guns FC fra Indien i år i deres første Dana Cup-turnering. Her kom holdet dog ud for en uheldig start på turneringen, da bagagen ikke nåede til Hjørring. Derfor måtte spillerne stille op til tirsdagens kampe iført spillertøj udlånt af Sportsmaster.

Drengene kæmpede bravt og der blev præsteret et par fine redninger fra holdets handskeløse målmand, men det var ikke nok. Det blev til et nederlag mod danske BAMSIF i dagens anden kamp.

- Det handler ikke kun om fodbold, udtalte headcoach Kshitij Jain efter kampen. Drengene får både selvtillid og oplevet en ny kultur. Den europæiske erfaring vil de også tage med sig, hvilket forhåbentlig kan sikre dem en tilværelse som semi-professionelle fodboldspillere.

- Lige nu er der fokus på de næste kampe, men derefter skal holdet have lov til at have det sjovt og slappe af, tilføjede Kshitij Jain.

Den smalle trup fra den indiske delstat Gujarat indeholder sandsynligvis også B19-rækkens yngste fodboldspiller; nemlig den blot 12-årige Yuvraj Bhati. Han har tilsluttet sig en noget ældre årgang, fordi hans oprindelige holdkammerater måtte blive hjemme i Indien, på grund af problemer med visum. Der blev da også trukket på smilebåndene på det danske hold og hos dommeren, da Yuvraj kom på banen.

Den forsinkede bagage skulle gerne dukke op i løbet af onsdagen, hvilket såvel spillerne som staben ser frem til.

Gem
Del Del Del
Flere nyheder
crosschevron-down