
Stenhårde baner giver skader
De første kampe ved dette års Dana Cup blev fløjtet op kl. 7.30 i morges. Allerede to timer senere havde sundhedspersonalet i MASH-teltet behandlet de første fem skader forårsaget af de stenhårde baner.
- Vi kommer til at se rigtig mange hudafskrabninger, og her er det vigtigt, at spillerne eller deres ledere sørger for at vaske sårene grundigt rene for jord, lyder det gode råd fra MASH.
- Desuden vil vi også se, at mange slår dig hårdere på det tørre underlag.
MASH-teltet er bemandet med både uddannede læger, lægestuderende, sygeplejersker og sygeplejestuderende, som både kan foretage de første udredninger og eventuelle behandlinger og dermed lette presset på skadestuen på Regionshospital Nordjylland, Hjørring.
Ved mistanke om brud eller andre mere alvorlige skader sendes patienterne naturligvis straks videre i sundhedssystemet.