Jette Andersen koncentrerer sig 100 pct. om Dana Cup
Dana Cups direktør Jette Andersen har nu valgt at koncentrere sig totalt om Dana Cup. Efter 29 år som formand i Fortuna overlader Jette Andersen formandsposten her til Birgit Christensen.
- Omfanget af arbejdet med Dana Cup bliver stadig større, og for at jeg kan udføre det tilfredsstillende både for mig selv og for Dana Cup, er det nødvendigt, at jeg stiller mig til rådighed på absolut heltid, siger Jette Andersen.
- Her, hvor der er 3½ måned til Dana Cup, er der allerede uhyre travlt på kontoret. Det bliver endnu mere intenst i den nærmeste tid, og det kulminerer naturligvis i uge 30.
- Det går meget fornemt med holdtilmeldingen, så det ser ud til, at vi rent deltagermæssigt igen er på vej opad.
- Det stiller krav til os alle i organisationen. En ting er i hvert fald sikkert, vores deltagere skal også her i 2019 have den store oplevelse, som Dana Cup altid er.