Landsholdskaptajn i spidsen for akademi
Da Sydafrika deltog ved kvindernes VM i fodbold i Frankrig i sidste måned, stod Janine van Wyk som anfører i spidsen for det sydafrikanske landshold. I denne uge står den blonde forsvarsspiller på sidelinjen, når det fodboldakademi, der bærer hendes navn, deltager ved Dana Cup i G17.
Janine van Wyk stiftede JVW Academy i 2012, fordi hun gerne ville give piger med særlige evner til at spille fodbold en mulighed for at udvikle sig.
- Fodbold for piger er ikke særligt udbredt i Sydafrika, men tendensen er positiv og opadgående.
Mange talentfulde piger, der begynder som små, spiller sammen med drenge, men når de bliver lidt ældre, må de som regel stoppe, for der er ingen hold til dem. Med JVW Academy som afsæt er det nu lykkedes for os at etablere en turnering med 1600 spillere fra skolerne i Gauteng provinsen, der bl.a. omfatter Johannesburg. Vi har selvfølgelig en drøm om at gøre turneringen landsdækkende, men det er der ikke økonomiske muligheder for i øjeblikket. Vi mangler sponsorer og opmærksomhed fra erhvervslivet, som desværre ikke har den store lyst til at investere i pigefodbold i Sydafrika, sukker Janine van Wyk.
Den 32-årige fodboldspiller er selv et lysende eksempel på, at et ekstraordinært fodboldtalent kan lykkes i Sydafrika. Janine van Wyk begyndte at spille fodbold som fem-årig. Hun debuterede på landsholdet som 18-årig og har modtaget blomster for kamp nr. 150 i nationaltrøjen.
I 2016 skrev hun kontrakt med Houston Dash, der spiller i National Women’s Soccer League i USA.