Cantalao (PER) – Søreide IL (NOR) 5-0 (3-0)
Al ære og respekt for Søreide, men finalen i klasse B13 gik som de fleste vist havde forventet: En solid sejr til Cantalao fra Peru, der i mange år har været blandt de bedste hold til Dana Cup, og som denne lørdag på Nord Energi Arena var overlegne på praktisk talt alle parametre.
Og hvor var det egentlig synd for Søreide, som selvfølgelig var nået til finalen, fordi de var et af de to bedste hold i klasse B13. Synd at det andet hold som forventet var Cantalao, for Søreide har mange gode fodboldspillere, som ydede en fin præstation og aldrig lagde sig ned for overmagten.
Men man må også tage hatten af for Cantalao. De spillede med vanlig sydamerikansk elegance og lethed, der får spillet til at se så enkelt ud. En fin finale, som Søreide også kan være stolt af.