25 års jubilar udpeger sin favoritkamp

27. jul 2023

Bill Hamilton er dommer ved Dana Cup for 25. gang
denne kamp husker han bedst

79-årige Bill Hamilton deltager i år ved Dana Cup som dommer for 25. gang. Jubilæumsudgaven bliver samtidig hans sidste, og derfor er det på sin plads at bede ham fremhæve et særligt øjeblik.

”Det må være en finale, jeg dømte mellem Academia Deportivo Cantoloa fra Peru og Djurgårdens IF fra Sverige,” siger Bill Hamilton.

Kampen var finalen i B11’s A-slutspil i 2013, og den endte med at blive en målrig affære på trods af, at stillingen var 1-1 ved pausen.

”Svenskerne scorede to gange i de første tre minutter af anden halvleg. Derefter fik de et straffespark, som bragte dem foran 4-1. Kampen så ud til at være død og begravet,” siger Bill Hamilton.

Det faktum, at de var bagud med tre i anden halvleg, fik dog ikke det peruvianske hold til at give op.

”De kastede det hele frem undtagen køkkenvasken, hvis jeg skal sige det på britisk. Overliggeren blev ramt to gange, og den svenske målmand havde nogle mirakuløse redninger. Peruvianerne kom dog tilbage og scorede til 4-4 med 50 sekunder igen,” fortæller Bill Hamilton.

Den skotske dommer var begejstret og glædede sig allerede til den forlængede spilletid. Det var dog for tidligt, skulle det vise sig.

”De svenske spillere lagde bolden ned på midten, lavede en pasning, og sparkede så bolden helt op i målhjørnet fra 32 meter,” siger Bill Hamilton.

U11-drengene fra den svenske storklub vandt dermed kampen 5-4 kunne derfor bringe pokalen med hjem til trofæskabet i Stockholm, som i forvejen rummede 11 svenske mesterskaber. Klubben har siden vundet endnu et.

Del Del Del
Flere nyheder
crosschevron-down