Al-Shabab er nationale mestre for U15 i Libanon og spiller flot og dynamisk fodbold.
Fodbold uden politik og religion
Muslimer spiller side om side med kristne. Rige afleverer bolden til fattige. Al-Shabab, der betyder Unge Drenge på arabisk, er en klub, hvor drengene spiller fodbold helt uden hensyn til hverken religion, poliitk eller pengepungens størrelse. Al-Shabab fra Beirut i Libanon er med på Dana Cup for første gang, men hvis det står til bestyrelsesformand Nasser Bahkti og hans danske kontakt Hassan, er det bestemt ikke sidste gang.
- Vi kan rigtigt godt lide Danmark og Dana Cup, fastslår Nasser Bahkti, der er formand for en klub med 300 spillere. De bedste voksne spiller i den tredje bedste libanesiske liga. Alligevel kan Al-Shabab mønstre hele seks landsholdsspillere på 15 år. Holdet blev da også overraskende for mange national mester i Libanon.
- Vi har helt bevidst bestemt, at vi ikke vil have sponsorer, for så vil de bare have indflydelse på, hvilke spillere vi stiller med. Det vil vi selv bestemme. Derfor har spillernes forældre indbetal til en fond, som har finansieret turen til Dana Cup. Dem, der kunne undvære meget, har betalt mest. Dem, der ikke har så meget, har betalt mindst, forklarer Nasser Bahkti, der har 16 spillere og seks ledere med til Danmark.
Al-Shababs deltagelse i Dana Cup 2013 bliver måske startskuddet til, at endnu flere hold fra Libanon dukker op til den store fodboldturnering.
- Jeg har aftalt med Alison Forman fra Dana Cup, at jeg skal forsøge at skaffe nogle flere hold allerede til næste år, fortæller Hassan, der er dansk gift og har boet i Danmark i 27 år. Han har i 20 år fungeret som fodboldtræner og har stadig rigtigt gode forbindelse til hjemlandet i Libanon