
Juryen ved Dana Cup gør et stort arbejde for at holde tjek på spillernes alder, så ingen hold benytter spillere, der er for gamle til de respektive klasser. Spillerne her er ikke under mistanke.
Juryen har tjek på spillerne
Alle klager over den sportslige afvikling af kampene under Dana Cup havner på juryens bord. Mange klager handler om dommere, der ifølge klagerne har dømt dårligt og dermed har haft en negativ indflydelse på kampens resultat. Resten handler stort set om, at modstanderen har benyttet spillere, der var for gamle til at deltage i den pågældende klasse.
- I turneringsreglementet står, at Juryen under Dana Cup vil foretage stikprøvekontroller i forhold til spillernes alder. Allerede sidste år begyndte vi at tage flere stikprøvekontroller,og i år har vi intensiveret arbejdet. Vi møder op på banerne i god tid, før holdene skal spille,og så beder vi om en liste over de spillere, som træneren ønsker at benytte. Herefter tjekker vi spillernes alder. Dette forebyggende arbejde har betydet, at vi i juryen har haft langt færre klager, end vi plejer at have, forklarer Finn Larsen og Hans Jørn Christensen, der udgør juryen sammen med Søren Bach.
Hvert klub skal senest mandag kl. 24 indgive en liste med de spillere, som man ønsker at bruge på de respektive hold. Herefter kan listen ikke justeres, heller ikke selv om en eller flere spillere skulle blive skadet.
- På den måde sikrer vi, at ingen klubber kan rokere rundt på spillerne, hvis de dermed får bedre mulighed for at gå videre i turneringen, påpeger de to rutinerede jury-medlemmer, der har håndhævet reglen mere fast i år end tidligere.
Alle har mulighed for at klage til juryen. En klage koster 500 kr., og hvis klagen skønnes at være berettiget, får klageren pengene tilbage.