Den Stockholmske klub bryster sig med at være Sveriges største klub målt på hold og spillere
Brommapojkarna – Sveriges største klub
Selvom det kræver sin organisation at håndtere de 254 hold og næsten 5000 spillere i klubben, så er det hele arbejdet værd for Magnus Hermansson, der er holdleder for klubbens B17-hold, der i år er sendt til Dana Cup.
"Dana Cup er et sjovt sted at være. Atmosfæren er god og banerne er fantastiske. Vi er ikke vant til at spille på rigtig græs, og spillerne elsker det i forhold til vores egne kunstgræsbaner", fortæller han inden holdets 16.-dels finale, som de sigter efter at vinde.
"Med 1 sejr og 2 nederlag gik vi desværre ikke videre til A-slutspillet. Vi spillede ellers en meget god kamp mod Hjørring FC, som var meget lige, men hvor de scorede 10 minutter før tid. Vi ved hvor godt et hold de har, og vi var derfor også meget tilfredse med indsatsen i kampen. Men nu går vi efter at vinde B-slutspillet", siger Hermansson, der har været i klubben i 10 år.