Kultklubben fra Hamborg
St. Pauli har i år sendt deres Young Rebels til Dana Cup.
"Vi bliver anset lidt som Tysklands specielle hold. Vi har bygget klubben på traditionelle fodboldværdier og vi gør meget for anti-racisme og har for nyligt lavet en underskriftsindsamling for at promovere anti-homofobi. Det er dybt integreret i samfundet og kulturen i St. Pauli-bydelen ", fortæller Jonas Louca der er træner for klubbens B11 hold, der kaldes Young Rebels.
St. Pauli er den højest rangerede fodboldklub, der repræsenterer en bydel og ikke en hel by kan som regel genkendes på deres traditionsrige piratflag, men sådan er det ikke i år.
"Sidst vi var her hængte vi vores flag op bag målmandens mål, men det måtte vi ikke, så flagene er blevet hjemme i år", smiler Jonas Louca der har ført sit hold til 4 overbevisende sejre, der tydeligt viser at St. Pauli har en stor talentmasse.
"Spillerne ved, at de er i en professionel fodboldklub og at de har muligheden for at blive professionelle, når de spiller her", fortæller han.
St. Pauli har efter 4 sejre og en målscore på 27-1 kvalificeret sig til kvartfinalen i B11-slutspillet.