
Djurgårdens IF i de stribede trøjer vandt en fantastisk finale mod Cantalao fra Peru.
Svensk sejr i fantastisk finale
Klasse B11: Cantalao (PER) - Djurgårdens IF (SWE) 4 - 5 (1- 1)
Da Djurgårdens IF med tre mål på tre minutter ændrede stillingen fra 1-1 til 1-4, havde de fleste på Hjørring Stadion garanteret afskrevet Cantalao, men de små vævre peruvianere ville det anderledes. På 12 minutter bragte de igen balance i stillingen i en kamp, der blev afviklet på vildt højt niveau.
Alle havde indstillet sig på endnu en omkamp, da kampens suverænt bedste spiller, Djurgårdens nr. 11, scorede sejrsmålet med bare syv sekunder tilbage af kampen.
En fantastisk fodboldkamp, hvor man var tilbøjelig til at glemme, at spillerne altså kun er 11 år. Teknisk og taktisk viste de spil på meget, meget højt plan. Energien blev brugt helt op med lange løb og knaldhårde tacklinger.
En finale der kan gå over i historien.