Oplev dig selv med EM-pokalen
Nu er der mulighed for at få et foto af dig selv sammen med den EM-pokal det danske landshold hentede med hjem fra Gøteborg i Sverige i 1992.
Pokalen indgår i DBU's jubilæumsudstilling, som man kan opleve i Hjørring i disse dage.
Udstillingen er tilrettelagt i en container, der er placeret ved Vendiahallen i Dana Cup-center.
Fortunas elitespillere passer godt på pokalen. Her lader Michelle Madsen og Janni Arnth sig fotografere med trofæet. Og så har alle andre også en mulighed.
Onsdag og torsdag er pokalen taget ud af montren og sat frem mellem kl. 13 og 14 samt mellem kl. 19 og 20. Fredag, der er sidste dag med jubilæumsudstillingen i Hjørring, kan man tage sit eget pokalfoto mellem kl. 13 og 14.