Danmark er Mamukas andet fædreland
Dana Cup 2025 er 31. gang, Mamuka Kvaratskhelia er en del af fodboldturneringen i Hjørring, og han er efterhånden blevet et ikon. Med det navn er det ingen hemmelighed, at Danmark ikke er hans fædreland. Mamuka er født og opvokset i Tblisi – hovedstaden i Georgien. Alligevel fik han allerede som dreng en interesse, han ikke delte med ret mange.
- Jeg læste jo H. C. Andersens eventyr, og især ”Den lille havfrue” og ”Den standhaftige tinsoldat” rørte mig dybt. Danmark blev en drengedrøm for mig, men da jeg var barn, var mit hjemland Georgien en del af Sovjetunionen, og drengedrømmen havde ingen udsigt til at blive til virkelighed. Men eventyrene var springbrættet til min livslange interesse for Danmark, og jeg betragter i dag Danmark som mit andet fædreland, smiler Mamuka, der udover H. C. Andersen selvfølgelig også har læst danske forfattere som Karen Blixen og Martin Andersen Nexø.
Danmark er i den grad krøbet under huden på Mamuka, der er uddannet journalist og i øjeblikket arbejder på en bog om dansk historie – på georgisk og naturligvis til udgivelse i Georgien.
- Jeg har et stort hus i Tbilisi, og ingen, der besøger mig, er i tvivl om min kærlig til Danmark. Jeg har alle mulige billeder, bl.a. af den kongelige familie, og et af værelserne i huset kalder jeg for sjov for Danish Free Hostel. Her er danskere, der besøger Georgien og Tbilisi velkommen til at til at komme og besøge mig, og selvfølgelig overnatte gratis. Jeg har bl.a. haft det samlede danske presserkorps på besøg, da Danmarks spillede kvalifikationskamp mod Georgien, smiler Mamuka, der gennem sine mange år på Dana Cup dels har fungeret som journalist og dels som tour manager for georgiske hold.



Dana Cup Hjørring 2025
Foto: Hans Ravn















