Engagementet rækker ud over banen
Det er ikke kun på fodboldbanerne, at engagementet er tydeligt. Hvert år vælger mange forældre at tilbringe uge 30 i Hjørring for at bakke op om deres hold og være en aktiv del af oplevelsen omkring Dana Cup.
En af de mange medrejsende forældre er nordmanden Anders Henriksen, som er taget til Hjørring for at støtte Herkules under Dana Cup. I år deltager han for tredje gang, og han nyder at tilbringe uge 30 i Hjørring, hvor han kan følge holdet tæt og være en del af fællesskabet omkring turneringen.
“Det er en utrolig oplevelse at få lov til at være her og se børnene spille fodbold i denne turnering. Der er fantastisk vejr i Danmark, og der er flotte omgivelser”, siger Anders Henriksen.
Når fodbolden holder pause, bliver tiden også brugt på at nyde det gode vejr og oplevelserne uden for banen.
"Så tager vi for eksempel til stranden for at bade og nyder også noget god dansk mad," fortæller Anders Henriksen. Han forklarer samtidig, at de har lejet et sommerhus under turneringen, hvor de kan samles og hygge sig mellem kampene.
















