KFF Academy (MAL) – Minerva Academy FC (IND) 0-15 (0-6)
Hold da op. KFF Academy løb ind i et veritabelt stormvejr, da malteserne mødte Minerva Academy FC fra Indien i finalen. Inderne mødte op med en målscore på 95-1 fra de indledende kampe, så malteserne var advaret om, hvad der ventede.
Minerva Academy FC satte da også hurtigt skabet på plads med den første scoring, og så fulgte målene ellers som haglbyger uden chance for en ellers velspillende maltesisk målvogter. Gennemspillede angreb blev afløst af bragende langskud.
KFF Academy var på ingen måde et dårligt hold med god boldomgang og spilforståelse. De mødte bare et hold fra en anden planet, hvor den fysiske forskel var iøjnefaldende. Spillerne fra Minerva Academy FC var større, stærkere og hurtigere, og spørgsmålet var alene om sejrens størrelse i en finale med en sjælden forskel på de to hold.
















