Nye tider på fodboldbanerne
En elektronisk medspiller er blevet skiftet ind på fodboldbanerne ved Dana Cup. En mobiltelefon er foruden fløjten nemlig blevet dommernes vigtigste værktøj.
Teddy Mylund fra Hjørring har været dommer ved Dana Cup i rigtig mange år. Han har som alle andre dommere været vandt til at føre resultater på papir og aflevere resultaterne videre, hvorefter de blev modtaget i resultatformidlingen og stillingerne i grupperne efterfølgende justeret.
- Nu foregår det meste elektronisk, og jeg ved, at nogle dommere har været skeptiske og troet, at det nok ville være for svært at lære. Mig selv inklusiv men efter at have prøvet løsningen nogle få gange, kan jeg konstatere, at systemet er ganske intuitivt og let at bruge, understreger Teddy Mylund.
- Man logger ind i systemet, hvor kampens nummer indtastes, og straks kommer navnene på de to hold frem på skærmen. Så er det ellers bare at sætte i gang. Scoringer tastes ind på få sekunder, så det ændrede resultat automatisk justeres i turneringsplanen samtidig med, at de kampe, der streames, hele tiden er opdateret. Når kampen er slut, gemmes resultatet, og straks fremkommer det elektronisk samtidig med, at stillingen justeres, forklarer Teddy Mylund, der understreger, at ingen behøver være nervøs for det nye system.


















