Nye tider på vej i Dana Cups køkken

23. jul 2026

Nye tider på vej i Dana Cups køkken

Alle der bor i egen bolig har et køkken med et komfur og en ovn. Sådan er det ikke på Dana Cup, hvor der hver dag produceres tre daglige måltider for op mod 20.000 personer. Det kræver noget helt andet og meget større grej. Men nu er der nye tider på vej. De gamle brændefyrede ”gullaschkanoner” fra 1956 er formentlig på vej ud og erstattes af nye meget mere bæredygtige løsninger.

Det er i hvert fald køkkenchef Jens Klemmensens hedeste ønske. Og han har allerede taget det første skridt i form af et elektrisk kogekar, som effektivt kan løse de fleste opgaver.

- Vi har som et forsøg anskaffet et 300 liter stort kogekar, som kræver 32.000 watt strøm, og vi har allerede gjort mange gode erfaringer. I forbindelse med DM i Skills i foråret blev der lagt kabler med stor kapacitet i området, så strømmen vil være til rådighed, hvis vi forhåbentlig vælger at investere i yderligere tre kar som erstatning for to af de gamle løsninger, forklarer Jens Klemmensen, som, hvis drømmen skal gå i opfyldelse, også forestiller sigt seks induktionskomfurer, som vil kræve 36.000 watt, samt 10 ovne.

- Med ovne vil vi have meget bedre mulighed for at håndtere frostvarer og kun optø det, som vi skal bruge. Dermed kan vi generere en pæn stor besparelse, siger Jens Klemmensen, der vurderer, at køkkenet med de nye investeringer vil kunne spare mindst 400.000 kr. om året.

- Nogle vil måske tænke, at vi kommer til at belaste el-nettet voldsomt. Det gør vi også, men i uge 30 er rigtigt mange af industrivirksomhederne alligevel ferielukket, så vi vil ikke genere nogen, påpeger han.

Dana Cups køkkenchef forestiller sig, at de nye maskiner på sig bliver installeret i containere, således at medarbejderne står i ly for vejr og vind. Samtidig vil en containerløsning gøre det muligt eventuelt at udleje køkkenmaskinerne til andre events og dermed generere en indtægt, som gør investeringen endnu mere interessant.



Del Del Del
Flere nyheder
crosschevron-down