Tak for en fantastisk DM i Skills 2026
DM i Skills 2026 er nu veloverstået, og sikke nogle inspirerende og intense dage det har været. Fra 22.–25. april summede Hjørring af energi, faglig stolthed og talent i absolut topklasse, da Danmarks dygtigste unge faglærte dystede ved Danmarks største og mest prestigefyldte fagkonkurrence.
For os har det været en stor fornøjelse at bidrage med rammerne for et event af denne kaliber. Normalt danner området omkring Dana Cup SportsCenter og FiberHallen rammen om Dana Cup i sommerferien – men at opleve den samme stærke stemning og fællesskabsfølelse allerede i april har været helt særligt.
Vi er stadig helt høje efter nogle vilde dage og tager masser af positiv energi med os videre – ikke mindst i forventningens glæde frem mod uge 30, hvor vi igen byder tusindvis af unge talenter velkommen til Dana Cup.
En stor tak skal lyde til SkillsDenmark og Hjørring Kommune for et stærkt og professionelt samarbejde – og til alle deltagere, samarbejdspartnere og frivillige, som var med til at gøre DM i Skills 2026 til en stor succes.
Hjørring har igen vist, at byen kan løfte store events i særklasse – og vi er stolte over at være en del af det.















