Vidar FK (NOR) – Mailantarki Care Sport (NIG) (0-0) 0-1
De var dagens foreløbig største positive oplevelse, de grønne fra Mailantarki Care Sport i Nigeria. Hold da op for en fodboldopvisning, de forkælede det store publikum på NordEnergi Arena med. De var lynhurtige på fødderne og i opfattelsen. De var atletiske og kropsstærke. De var aggressive og angrebsivrige. De var det hele, og det gik ud over Vidar FK fra Norge, som havde rigeligt at gøre med at holde nigerianerne væk fra målet.
Vidar kæmpede forbilledligt og legede gerne med i det opskruede tempo, men afrikanerne gav dem aldrig ro til at bygge spillet op. De pressede de røde fra Vidar konstant, så det var nærmest umuligt at spille sig frem til chancer.
Og så var holdet endda ekstremt tæt på, da 2. halvleg kun var nogle få sekunder gammel. I det hele taget kom Vidar meget bedre med i kampen i takt med, at Nigeria forblev ineffektive foran det norske mål.
Fem minutter før slutfløjtet fejlede koncentrationen dog ikke noget, da et mønsterangreb køligt blev afsluttet ved, at kampens bedste spiller stille og roligt trillede bold i nettet tæt på stolpen.
1-0 til Nigeria i en finale, som begge hold havde stor ære af. Vidar tabte bare til et bedre hold.