De største fans

28. jul 2023

De største fans

Efter at B17-holdet fra Klepp IL selv er røget ud, gør de nu alt for at bakke op om G16-holdet fra Bønes Idrettslag.

Rundt omkring i Dana Cups centerområde er de afgørende runder i gang, hvilket er tydeligt at se og høre på opbakningen rundtomkring. Nogle af de mest højlydte er Henrik Eide og Peder Hisken fra Klepp IL, som hopper skulder ved skulder, mens de synger slagsange for et pigehold fra Bønes Idrettslag.

”Vi er selv røget ud, så nu finder vi nogle andre hold at heppe på. I går så vi Bønes vinde i straffesparkskonkurrence. Derfor er vi taget ud for at se dem spille igen i dag, og vi håber, at de vinder endnu en gang,” siger drengene.

Opbakningen fra dem fejler bestemt ikke noget, og direkte adspurgt fortæller de, at de ikke blot er blevet fans.

”Vi er blevet deres største fans,” lyder det.

Overordnet set har drengene været glade for at deltage i årets Dana Cup, og de har nydt oplevelsen.

”Det er en rigtig god turnering. Her er mange mennesker, en masse god fodbold og mange damer,” siger de to holdkammerater med et glimt i øjet.

Del Del Del
Flere nyheder
crosschevron-down