Festaften med hæder på menuen
Tirsdag er traditionelt en festaften for ledere og inviterede gæster. På menuen var lækker mad fra Bone’s i Hjørring, og som et ekstra krydderi blev der overrakt hæderspriser fra scenen.
FK Vidar ved Gaute Meling fik overrakt en helt særlig pris for som den eneste klub at have deltaget i samtlige 40 udgaver af Dana Cup.
Hæge-Lill Humargset modtog på vegne af Volda IT en pris for at indtræde i Club 100, altså de klubber der over årene har sendt 100 hold til Dana Cup.
For Hinna Fotball modtog Mikael Løning pris for at indtræde i Club 300.
Honor Awards blev tildelt Thorsten Vekens, der første gang deltog i Dana Cup i 1997 som dommer. Siden har han taget et stigende antal tyske dommere med til Hjørring og har nu overtaget ansvaret for dommerne under turneringen.
En af de mange trofaste ambassadører for norske klubber er Ola Hjertland fra Nymark IL fra Bergen. Den store trofasthed modtag han en Honor Award for.
På menuen var også velkomst af Dana Cups direktør Jette Andersen og Hjørring Kommunes borgmester, Søren Smalbro. Sanger og guitarist Jens Warmløse stod for den musikalske underholdning.