Opbygningen er i gang – Dana Cup 2025

15. jul 2025

Opbygningen er i gang – Dana Cup 2025 tager form i Hjørring

For nogle er Dana Cup en uge om året. For os begynder turneringen længe før det første fløjt. Og nu er vi for alvor i gang: Eventpladsen – hjertet af Dana Cup – er under opbygning, og allerede nu summer det af forventning.

I disse dage arbejdes der intenst på at skabe rammerne for den helt særlige Dana Cup-uge. Store telte bliver rejst, kabler rulles ud, stande og områder markeres op, og containere fyldt med udstyr ankommer én efter én. Om blot én uge vil området være fyldt med liv – spillere, trænere, forældre og besøgende fra hele verden.

Bag arbejdet står et stærkt hold af frivillige, medarbejdere og samarbejdspartnere, der hver især bidrager med deres erfaring og indsats. Det kræver mange hænder at bygge en hel fodboldturnering op – og det er netop dét, der sker her.

Eventpladsen bliver, som altid, et samlingspunkt for fodbold og fællesskab. Her mødes holdene til god stemning, fest, aktiviteter, shopping, madoplevelser og hygge. Og det hele starter med opbygningen – en kæde af arbejdsopgaver, logistik og samarbejde, der til sidst skaber de oplevelser, deltagerne husker for livet.

I videoen her kan du høre fra nogle af dem, der er i gang med at bygge Dana Cup op. De har travlt – men smiler stadig. For vi ved alle, hvad det her betyder.

 

Del Del Del
Flere nyheder
crosschevron-down