Rekordmange afrikanske hold til Dana Cup 2025 – en voksende global deltagelse
Dana Cup har de seneste år haft særligt fokus på at styrke deltagelsen fra det afrikanske kontinent. Gennem en målrettet indsats i vores Afrika-kontor, ledet af Frank Petersen, ser vi nu resultatet af denne satsning.
I 2025 forventes mere end 50 hold fra Afrika at deltage – en markant stigning fra blot 7 hold for to år siden. Sidste år deltog 20 hold, og i år er vi stolte over at have mere end fordoblet antallet.
Holdene kommer fra både kendte fodboldnationer som Nigeria, Ghana og Egypten samt nye deltagerlande som Namibia og Guinea. I alt repræsenterer de omkring 15 forskellige nationer.
Langt de fleste afrikanske hold er drengehold, og der er et klart ønske om at styrke pigedeltagelsen fremadrettet. Alle unge – uanset køn – bør have mulighed for at spille fodbold på den internationale scene.
Den stigende afrikanske tilstedeværelse er et stærkt billede på Dana Cups værdier: mangfoldighed, fællesskab og fodboldens evne til at samle verden.















