Til Dana Cup med fine resultater
I sidste uge deltog TSS Malaysia i Gothia Cup i Sverige. Og holdet så sig ikke tilbage på turen over Skagerak. Samtlige kampe i den svenske turnering blev simpelthen vundet og cementerede dermed klubbens position som en af de bedste i hjemlandet.
- Med resultaterne fra Gothia Cup i bagagen lægger vi ikke skjul på, at vi er kommet til Dana Cup for at vinde vores kampe, smiler manager Shahrul og tilføjer, at turen til Europa også er en dannelsesrejse for drengene.
- Foruden at vinde fodboldkampe er det vigtigt, at de lærer om andre kulturer og vaner, som kan være meget forskellige fra vores. For eksempel er det danske vejr noget koldt for os, lige som maden er meget uvant. Vi spiser normalt mad, der er meget mere krydret, smiler han.
TSS Malaysia spiller med i National League i hjemlandet, og meget tyder da også på, at holdet er i en liga for sig under Dana Cup. Første kamp blev vundet med 12-0, anden kamp med 4-0, tredje kamp med 9-0 og kun grønlandske B-67 har formået at score et enkelt mål mod det suveræne hold fra Malaysia. Den kamp vandt malayerne med 6-1. Senere torsdag venter en kamp mod færøske Havnar Bóltfelag, der også en ubesejret, men som er knap så målfarlige som TSS Malaysia, der har en målscore på 25-1, mens færingerne har en målscore på 9-1.
TSS Malaysia har aldrig tidligere deltaget i Dana Cup, men Shahrul lægger ikke skjul på, at både spillere og ledere gerne kommer tilbage næste år.
- Vi har tidligere deltaget i turneringer i bl.a. Thailand, Indonesien og Singapore, men det er første gang, at drengene er i Europa. Dana Cup er en meget stor oplevelse for alle, påpeger manageren.