”Vi vil have trofæet med hjem”

28. jul 2023

Søgne FK’s B18-19 står i B-slutspillets semifinale på trods af en sidsteplads i den indledende pulje

”Når vi kommer i finalen, ødelægger vi vores modstander. Vi vil have trofæet med hjem.”

Sådan lyder det fra Hakon Wiigfjeld, der spiller for norske Søgne FK, umiddelbart efter holdets kvartfinale mod svenske Dalen-Kroklätts FF.

Det svenske hold sad på spillet i 1. halvleg, men efter pausen virkede svenskernes kræfter til at være brugt op. Nordmændene begyndte at få overtaget. Med to minutter tilbage af kampen blafrede nettet så endelig, da Hakon Wiigfjeld fik næstsidste fod på det afgørende mål.

”Det føles fantastisk, og det gør mig virkelig glad, at jeg fik lavet en assist,” siger Hakon Wiigfjeld.

Holdet skal i aften spille torsdagens tredje kamp, men det er ikke noget, der skræmmer nordmanden.

”Benene er ved at være trætte, men vi har trænet hele året til denne turnering, så det skal nok gå,” siger Wiigfjeld.

B18-19 fra Søgne FK endte sidst i en meget tæt pulje med kun to point mellem top og bund. Derfor bruger Hakon Wiigfjeld også skuffelsen som motivation.

”Det er tilfældigheder, der har gjort, at vi ikke er i A-slutspillet. Derfor skal vi vinde B-slutspillet for at vise, at vi havde fortjent at komme i A-slutspillet,” siger han.

Søgne FK skal i semifinalen møde Interclubes fra Mexico. Kampen spilles kl. 18:45 på bane 18 i HI, som også lagde græs til kvartfinalen.

Del Del Del
Flere nyheder
crosschevron-down