Lang rejse fra Grønland
Efter en forholdsvis lang rejse fra hovedstaden Nuuk i Grønland spillede drengene fra Boldklubben af 1967, B-67, her til middag deres første kamp mod Klaksvíkar Ítróttarfelag fra Færøerne i B12. Det var en velspillet og teknisk kamp, som de vandt 4-0.
’ Vi vil gerne deltage i Dana Cup, fordi der er meget få kampe i Grønland. Samtidig vil vi gerne spille i en turnering, hvor det er muligt at møde flest forskellige lande,’ fortæller holdleder Sikkersoq Møller Mathiassen.
’Naturligvis håber vi, at drengene får en masse gode oplevelser. Det er vigtigt, at de også får at se, hvad der er udenfor Grønland’, uddyber Sikkersoq Møller Mathiassen. Samtidig glædede drengene sig over at spille på græs, idet vejrforholdene på Grønland betyder, at der hovedsageligt spilles på kunstgræs. Samtidig betyder vejrforholdene også, at Futsal er en populær sport.
Da drengene ankom til Nordjylland efter den lange rejse fra Nuuk, benyttede de sig desuden af muligheden for at besøge Fårup Sommerland inden Dana Cup gik i gang.